Elegante akustikplader i et minimalistisk, skandinavisk design. Det lydabsorberende materiale er beklædt med et lækkert stof, der i sin struktur minder lidt om filt. Stoffet er specialfremstillet og akustisk transparent, så det lader alle lydbølger trænge igennem til det indvendige, lydabsorberende materiale. Pladerne er håndbyggede og kommer i forskellige størrelser og kan desuden monteres både på væg og i loft.
19 eller 32mm?
Jo tykkere en akustikplade er, des lavere frekvenser kan den absorbere. De skarpeste og mest forstyrrende lyde ligger i de høje frekvenser, og her er 19mm nok. Men ønsker man f.eks. at optimere akustikken i et rum, hvor man skal høre musik eller se film, anbefales 32mm, så de dybere toner også absorberes. Dermed opnås et mindre “mudret” lydbillede, som får lydene til at fremstå mere klart og behageligt.
Hvor mange akustikplader skal man bruge?
Tommelfingerreglen er, at man skal beklæde 25% af rummet med akustikplader for at skabe en god akustik. Dvs. at hvis man har et rum på 20m2, skal det beklædes med 5m2 akustikplader. Det kan lyde af meget, men heldigvis er det ikke kun akustikplader, som kan absorbere lyd. Tykke gulvtæpper, stofsofaer, lænestole og andre tykke, bløde møbler hjælper også. Ligeledes har hylder på væggene, bogreoler og andet nips også en positiv effekt på akustikken. Akustikplader er dog det mest effektive middel til at opnå en behagelig lyd.
Loft- eller væghængt
Du kan selv vælge, om dine lydabsorberende plader skal hænge på væggen eller i loftet. Væghængte plader kan hænge tæt ind til væggen, mens akustikplader til loftet har et lille mellemrum på 3cm mellem loft og plade. Begge måder er effektive og hjælper med at fjerne rumklang ved at absorbere lydbølgerne i stedet for at reflektere dem som lofter, vægge, vinduer og hårde gulve. Sørg for at montere skruer og ophæng ordentligt, så pladerne ikke risikerer at falde ned.